Glad kandidatstuderende med mod på mere

Publiceret 14-02-2020

Bachelor

Livet byder mange op- og nedture. De seneste 3½ år er ingen undtagelse.

Med høje ambitioner og gymnasiet i frisk erindring påbegyndte jeg i september 2016 en bachelor i Offentlig Politik og Økonomi ved Aarhus Universitet. 3½ år efter kan jeg officielt kalde mig bachelor. En bachelorgrad der er opnået efter mange svære opgaver, trælse eksaminer og svingende indsatser. Men også en bachelorgrad med positive resultater. Jeg har haft et par succeshistorier – til trods for selvkritik over en ikke-optimal indsats undervejs – ligesom jeg er blevet talrige oplevelser rigere.

En bachelorgrad med blandede resultater er ikke blandt dem, der giver den bedste adgang til arbejdsmarkedet. Dette til trods for, at vi første dag på studiet blev præsenteret for de berømte ord – med et glimt i øjet – ”enten bliver I superdygtige, eller også bliver i skizofrene”. Jeg har derfor suppleret studiet med frivilligt arbejde og de lønnede projektopgaver, som jeg er blevet tilbudt. Opgaver som jeg har nydt (til trods for den medfølgende stress undervejs) og som har givet mig uvurderlige venner, bekendtskaber og erfaringer.

Stud. Oecon. (Public Policy)

Nu gælder det så overbygningen. Kandidatgraden i Økonomi (med speciale i Politik og Økonomi). Vores uddannelse er fortsat ny, og vi må kæmpe hårdt for at vise vores berettigelse. Heldigvis synes arbejdsgiverne at værdsætte vores tværfaglige fokus på Politik og Økonomi (Public Policy). Vi har et særligt fokus på lovgivningen, offentlige services, forbrug mv., der udgår fra offentlige myndigheder, virksomheder m.fl. – kaldet Public Policy – men vi opnår kompetencer og indsigt inden for alt fra vælgeradfærd og økonometrisk analyse (statistik) til ledelse og konsulentarbejde.

Vi er en del af en ambitiøs uddannelse, hvor ca. 35-40% (21-24) af de optagne på min årgang (ca. 60) i skrivende stund har klaret sig igennem/er fortsat på uddannelsen. De første kandidater er udklækket i 2019/2020 og en til flere Ph.D.-studerende baner vejen for, hvad der forhåbentligt bliver en succeshistorie for Aarhus Universitet og Danmark. Disse foregangspersoner samt medlemmer af aftagerpanelet, f.eks. departementschef i Social- og Indenrigsministeriet Sophus Garfiel, viser vejen for os andre, og at vi med den rette indsats kan opnå store resultater.

Bidrag til et bedre samfund

De kommende 2-2½ år håber jeg at kunne fordybe mig endnu mere i de problemstillinger og løsningsværktøjer, der karakteriserer samfundet, danske og internationale myndigheder, virksomheder mv. i 2020 og de kommende år. Jeg håber at kunne få kontakt med arbejdsgivere og bidrage til et bedre samfund. For en ting er interessen for public policy, almen dannelse mv., men for mig er der ét altoverskyggende mål: Opnå beskæftigelse med henblik på at skabe et bedre (ikke nødvendigvis bureaukratisk) samfund. Jeg bliver forhåbentligt karakteriseret som en DJØF’er – ikke sådan en koldhjertet, snæversynet og bureaukratisk leder, men som en der ønsker at bidrage til et bedre samfund. Et samfund baseret på løsninger der virker; et samfund hvor alle har en fair mulighed for at få prøvet afgørelser ved domstolene, og; et samfund hvor vi til trods for strenge budgetbegrænsninger formår at levere værdi for borgerne.

Det bliver ikke nemt. De kommende år bliver vores samfundsmodel udfordret økonomisk og strukturelt. Nye (globale) tendenser og krav i henhold til hjemlige politiske ønsker, internationale aftaler, og naturmæssige forpligtelser (f.eks. klima og miljø) mv. gør, at vi ikke nødvendigvis kan levere det, som du og jeg har været vant til. Derfor bliver det endnu vigtigere, at vi også i fremtiden leverer borgernær hjælp (til selvhjælp), og at vi ikke bliver forblændet af muligheden for at opnå hurtige (politiske) gevinster (med langvarige konsekvenser). Men en ting er løsningerne. Beslutningstagere, ledere m.fl. står med et enormt ansvar for både at beskytte den enkelte borger samt kommunikere klart, tydeligt og ansvarligt, hvorfor vi gør, som vi gør.

Kontakt

Har du, din arbejdsplads, forening eller andre mod på at høre mere om denne indsigt eller gøre brug af mine kompetencer (som bl.a. fremgår af hjemmesiden), så tøv ikke men læs mere og kontakt mig via kontaktoplysningerne på hjemmesiden.

Leave a Reply