Når kultur og historie mødes – refleksioner over Røde Orm, kunsten og historiefortællingen.

Røde Orm er en vikingeforestilling opført af Det Kongelige Teater i anledning af, at Region Midtjylland i 2017 er europæisk kulturhovedstad. Klods op ad Moesgaard Museum indtager professionelle såvel som frivillige rollerne som vikinger, munke og engelske livvagter. Fortællingen tager udgangspunkt i bestræbelsen på at opnå et rigt liv (socialt som privat), herved behandles altså også nutidsrelaterede problemstillinger. Alligevel formår Det Kongelige Teater på fin vis at inddrage humor samt at sætte fokus på historien om vikingerne, kærligheden og nytænkning.
 
Nytænkning har været det centrale budskab med hele Aarhus 2017. Det er derfor en fornøjelse at se, at Det Kongelige Teater tager budskabet til sig og præsenterer sine kvaliteter uden for vante rammer med anvendelse af hele rummet omkring Moesgaard Museum. Forestillingen er glimrende underholdning i smukke omgivelser, men vigtigst af alt bør forestillingen skabe opmærksomhed på det samspil, som kulturen har med historiefortællingen. Historien forstås meget forskelligt, og der er vidt forskellige opfattelser af, hvor interessant historiefortællingen er. Ikke desto mindre må et centralt aspekt for at udvikle os som mennesker, samfund og verden være, at vi tager udgangspunkt i historien.
 
Hvad gjorde vi godt? Hvad er vi knap så stolte af? og hvordan kan vi tage ved lære af fortiden? Disse spørgsmål er blot få af mange, der knytter sig til historiefortællingen, som enhver anden evaluering. Det Kongelige Teater leverer med forestillingen et fornuftigt udgangspunkt for at lære mere om vores fortid. Såvel ”Røde Orm” som ”Historien om Danmark” vækker manges interesse for vores fælles fortid. Vigtigt må det dog være, at interessen ikke begrænses til disse fiktive og/eller overfladiske populærfortællinger. Vi bør fordybe os i emner, som vi finder særligt interessant. Vi bør glædes over den store opbakning, som befolkningen giver disse fortællinger, men samtidigt være passionerede i vores stræben efter at se det store billede og baggrunden for historierne.
 
Kildekritik var et ord der gik igen og igen, da min store drøm var at blive journalist. I dag ser jeg, hvordan kildekritikken, nysgerrigheden, diverse medier og vores samfund gør det muligt at gå i dybden med disse fortællinger. Vi lever i et samfund, hvor det at undersøge tingene nærmere ikke kræver en helt ekstraordinær indsigt. Enhver kan med den rette tankegang, en portion kreativitet og en klar hukommelse gå i dybden med de fortalte historier. Hvad enten man gør brug af internettets mange fortræffeligheder, bibliotekets omfangsrige intellekt, ens sociale omgangskreds eller lignende, så kan vi i dag lære ganske meget om os selv, samfundet omkring os og verden som helhed. Samfundet skænker os muligheden for at se muligheder, hvor der tidligere var betydelige grænser. Dette gavner os såvel i forhold til fritidsinteresser som i vort professionelle virke.